Om mig

Majbritt Larsen – Sanseterapeut, Yogalærer og Sundhedsvejleder

Mit navn er Majbritt Larsen, jeg er født i 1980, og jeg står bag Krop i Harmoni – en platform skabt ud fra min personlige rejse mod healing, balance og en dybere forståelse af krop og sind. Mit liv to´ en dyb drejning, da jeg blev ramt af livmoderhalskræft, som førte til en omfattende operation og en krævende selv genoptræning. Jeg fik fjernet hele underlivet og alle mine lymfeknuder i underlivet. Jeg begyndte derfor at genopbygge mig selv igen – både fysisk og mentalt. Det blev startskuddet til en ny livsstil, hvor jeg lærte at passe bedre på mig selv, lytte til min krop og finde ro i hverdagen. Jeg tog ansvar for min egen sundhed og trivsel.

Fra Små Skridt til Store Drømme

Efter operationen begyndte jeg derfor med små skridt – bogstaveligt talt. Først gik jeg rundt om køkkenøen derhjemme, så på terrassen, og senere i den healende natur. Jeg genopdagede glæden ved naturen og små skridt mod healing, der blev til lange vandreture i skovene og langs kysterne. Hver tur bragte mig tættere på en forståelse af, hvor vigtigt det er at være nærværende og lade kroppen arbejde i sit eget tempo. Disse ture blev begyndelsen på min passion for vandring. Jeg har siden gået Bornholm og Fanø rundt og elsker at begive mig ud på længere ture. Gåturene giver mig ro, klarhed og en følelse af frihed, og jeg har et ønske om at dele denne oplevelse med andre gennem retreats og gå hold, hvor vi kombinerer motion og nærvær i naturen. Jeg tilbyder bl.a. i samarbejde med Livet ved Gardasøen – Karina Isselin Mogensen, en skøn Mini Camino med de skønneste vandringer i det autentiske Italien, yoga og wellness behandlinger. Se mere under retreats. Derudover er jeg frivillig gå vært ved Kræftens Bekæmpelse.

Et vendepunkt kom, da jeg deltog i et yin yoga-retreat på Hotel Viking  – min første tur alene. Her opdagede jeg, hvordan yoga, stræk og wellness kunne støtte min helingsproces. Det inspirerede mig bl.a. til at tage en 200-timers intensiv yoga uddannelse på Phuket, hvor jeg lærte klassisk hatha yoga, vinyasa flow, yin yoga og meditations teknikker. En selvudviklende rejse, der både styrkede mig fysisk og mentalt, og gav mig mod til at stå på egne ben.
Yogaen er nu blevet en passion, og en fast del af mit liv, og jeg kombinerer yoga, vandring og wellness i retreats, hvor andre har mulighed for at opleve den samme transformation, som jeg har gjort. I min hverdag har jeg den fornøjelse at undervise flere hold Yoga i ugen ved Lillebælt Sport og Kultur, både i Middelfart og i Strib. Derudover tilbyder jeg mine egne forløb i et lille hyggeligt lokale i Middelfart, hvor jeg har fokus på nærvær, fordybelse og personlig opmærksomhed.
Min fascination for sundhed og holistiske tilgange er blevet forstærket, og jeg har taget diverse kurser, specielt i de behandlinger som har hjulpet mig til at finde ro i en stresset hverdag. Jeg har derfor taget kurser i Wellness Massage, Hotstone Massage, Japansk Lifting, Cupping og Meditativ Healingsmassage samt i 5-punkts akupunktur. Derudover er jeg i gang med at uddanne mig til lægeeksamineret Health Mentor ved Currame. Denne uddannelse tager et år og har indtil nu givet mig en dyb forståelse for, hvordan kost, vitaminer, mineraler og naturlig healing kan forbedre helbred og livskvalitet. Jeg har mærket det på egen krop, da jeg selv har gået vejen og ændret min kost samt tilført de vitaminer og mineraler som jeg har brug for. Jeg har langt om længe fundet min egen livsstil, som gør at jeg har det godt i hverdagen.

Hvad Jeg Kan Tilbyde Som Sundhedsvejleder

Som kommende lægeeksamineret Health Mentor tilbyder jeg en skræddersyet tilgang til sundhed og velvære, der kombinerer kost, livsstil og mental balance. For at kunne give dig den bedst mulige vejledning, starter vi med en grundig journal, som du udfylder, og som danner grundlaget for en personlig handlingsplan. Jeg sammensætter en plan, der kan inkludere anbefalinger til kost, vitaminer og mineraler – tilpasset dine behov og mål.
Som en ekstra mulighed kan du også tage en laboratorietest for at få et præcist billede af din sundhedstilstand. Selvom laboratorietesten er en investering, giver den værdifuld indsigt, der kan hjælpe med at optimere din sundhed på et dybere niveau.
Jeg guider dig gennem processen og justerer din plan undervejs for at sikre, at du opnår varige resultater og skaber balance i både krop og sind.
 Jeg lever nu selv efter en holistisk tilgang, hvor kroppen og sindet ses som en helhed. Min hverdag er også præget af meditation og buddhistiske principper, der lærer os at være til stede i nuet, acceptere livets foranderlighed og finde glæden i det simple.

Min Mission

Gennem Krop i Harmoni ønsker jeg bl.a. at hjælpe mennesker, der ligesom mig har været igennem livets udfordringer og søger vej tilbage til balance og trivsel. Jeg tilbyder skræddersyede forløb, der kombinerer yoga, meditation, wellnessbehandlinger og sund livsstil med udgangspunkt i din unikke historie. Eller måske du blot ønsker en afslappende wellnessbehandling i din travle hverdag. Alt hvad du gør for dig og dit velbefindende tæller.
Jeg tror på kroppens utrolige evne til at heale sig selv, når den får de rette betingelser. Ligesom et fysisk sår heler med tiden, kan vi også heale psykiske og følelsesmæssige sår – men det kræver tålmodighed, støtte og den rigtige behandling.
Hvad kan jeg hjælpe med?
Yoga og mindfulness: Fra begyndere til mere erfarne, med fokus på ro, balance og styrke – kontakt mig endelig ved interesse.
Wellnessbehandlinger: Hotstone Massage, Japansk Lifting, Meditativ Healingmassage, bodyscrub, Cupping og 5-punkts akupunktur, som alle fremmer afslapning og genopbygning.
Holistisk rådgivning: Som kommende Health Mentor kan jeg hjælpe med at optimere din kost og livsstil, støtte dig i at forstå din krops signaler og finde naturlige løsninger på udfordringer. På nuværende tidspunkt er jeg så langt i min uddannelse at jeg søger prøveklienter til halv pris af hvad en session vil koste når jeg er færdiguddannet til marts 2025. (700,00 kr. for et forløb med journal og opfølgning)
Jeg brænder for at dele mine erfaringer og være et lys for andre, der står midt i livets storme eller blot ønsker at gøre noget godt for sig selv i en foranderlig og stresset verden.
Hos Krop i Harmoni er der fokus på dig – på at finde din vej til trivsel, healing og harmoni.
Lad os sammen skabe en ny balance. 
Kærlig hilsen Majbritt Larsen

Certifikater

Bestået 4. juni 2024

Cupping Kursus

Bestået 23. februar 2024

Japansk Lifting Kursus

Bestået 9. februar 2024

Hotstone Massage Terapeut

Yin Yoga Lærer

Jeg er uddannet yogalærer med en 200 timers RYT uddannelse via Yoga Unlimeted ved Serpil Pedersen. Jeg er uddannet i klassisk Hatha yoga, Vinyasa flow yoga og Yin yoga, vejrtrækningsteknikker og meditation.